Uanset om du er ledig eller i arbejde, står det dig frit for at vælge, hvilken a-kasse du vil være medlem af, og der kan være mange gode grunde til at skifte.

Hvorfor skifte?
I nogle tilfælde anbefales det, at man skifter a-kasse, hvis man får et nyt arbejde. Hvis det nye arbejde ligger indenfor et andet fagligt område, kan det give mening at skifte til en a-kasse, der har en større indsigt i ens nye fagområde.

Der kan også være en del penge at spare ved at skifte a-kasse. Det gælder særligt, hvis man skifter fra en faglig a-kasse til en af de tværfaglige a-kasser, der ikke er specialiseret indenfor et fagområde og er politisk uafhængige.

Denne type a-kasse er oftest ikke tilknyttet en fagforening og det må forventes at de har et mindre kendskab, til det brede felt fagområder, som deres medlemmer arbejder indenfor. Til gengæld er de typisk billigere – prisforskellen på de billigste og dyreste a-kasser er op imod 100 kr. månedligt.

Dine forhold forbliver de samme efter udskiftningen af din a-kasse. Det vil sige, at hvis du har optjent dagpengeret, tager du denne med dig over i din nye a-kasse. Det samme gælder for antal timer, du har arbejdet hen imod for at genoptjene din dagpengeret. Dagpengesatsen er statsligt fastsat, så du vil modtage den samme mængde dagpenge uafhængigt af, hvor du er medlem.

Hvordan skifter jeg?
Det eneste du skal gøre er at sende en ansøgning til den a-kasse, som du ønsker, hvilket typisk gøres online. Overflytningen er gyldig fra den dag, din nye a-kasse har modtaget din ansøgning. Alt det praktiske vedrørende flytningen håndterer din nye a-kasse. De sørger også for at få fremsendt dokumenter og oplysninger fra din gamle a-kasse samt at framelde dig.

Hvad skal jeg overveje?
Det er vigtigt at understrege, at der kan være gode grunde til, at du ikke nødvendigvis, skal vælge den billigste a-kasse. A-kasserne tilbyder forskellige medlemsfordele, og kvaliteten af disse og deres relevans kan, for netop dig, være varierende. Samtidig vil de fagspecifikke a-kasser have et større kendskab til de fagområder, de er specialiseret i, og ofte vil de kunne yde en mere kvalificeret hjælp, hvis du skulle blive ledig. Der kan også være en fordel i at samle sin fagforening og a-kasse under samme tag, for at gøre det mere overskueligt for en selv.

A-kasserne tilbyder forskellige fordele, så det er afgørende at overveje ens prioriteter, før man vælger at skifte.